BrandFolkenes Cancerforening BFC er en non profit NGO (Non-Government Organisation) som fungerer ved frivillighed.
BFC er en selvstændig organisation som er uafhængig af særinteresser fra fagforeninger, brandvæsner, faglige klubber, forskningsinstitutioner, virksomheder og andre organisationer som har interesse i at sikre bedre forhold for brandfolk. Vi samarbejder naturligvis med dem som ønsker samarbejde omkring brandfolks arbejdsmiljø for at sikre bedre forebyggelse så antallet af kræftramte og psykologiske lidelser nedbringes.
Hvordan startede det hele? Lidt historiske fakta.
BrandFolkenes Cancerforening BFC blev oprettet på et stiftende møde den 13. december 2013 efter mere end to års forberedelse af initiativtageren og nuværende BFC-formand Tommy Bækgaard Kjær (efterfølgende benævnt TK). TK var på daværende tidspunkt redaktør på et fagblad for brand og ambulancefolk i hovedstadsområdet, næstformand i en brandmands-fagforening og sad i forskellige brandmandsrelaterede bestyrelser i Norden og Europa. I den forbindelse deltog TK i november 2010 i et internationalt møde i Finland med tre hovedpunkter på agendaen nemlig brandfarlige isoleringsmaterialer (fremført af TK) PTSD og sidst men ikke mindst cancer i brandfolk disse to emner blev fremført af fremstående kollegaer fra Canada.
Det fik TK til at spærre øjne og ører op, for kunne det nu passe at stærke og generelt sunde brandfolk som ovenikøbet bliver helbredstjekket for at kunne indtræde i den offentlige tjeneste som brandfolk for samfundet, skulle have større risici for at blive syge? Det gik hurtigt op for TK at der bestemt var noget om snakken og straks begyndte han at informere om problemstillingen, arbejde for at forbedre forholdene og forsøge at få landspolitikerne op af stolen. Der gik dog ikke længe før TK mærkede stærk modstand fra såvel visse fagforeninger som fra visse brandvæsner og der startede ideen om at starte en selvstændig organisation som var udenfor fagforeningsregi og som kunne rumme alle uanset ansættelsessted og ansættelsesforhold. ”Problemet med erhvervsbetinget kræft gælder jo alle brandfolk” som han sagde, og ”røgen, søvnforstyrrelserne og alt det andet som brandfolk udsættes for spørger jo ikke hvor og hvordan du er ansat eller hvilken fagforening du er medlem af”…
Det lykkedes at få en række gode og dygtige kollegaer, pårørende til en kræftsyg brandmand og en fremstående advokat til at hjælpe med til at få realiseret det vi i dag kender som BrandFolkenes Cancerforening BFC og uden alle dem ville det formegentlig have gået helt anderledes. Dem skylder vi en stor tak…
Nytter det hele så noget?
Det er ingen hemmelighed at det kræver en stor grad af gåpåmod, vedholdenhed, udholdenhed og tålmodighed at få en hel branche til at gå i en anden retning og at få politikere og myndigheder til at tage action. Men ser vi tilbage til 2010 og sammenligner med i dag kan vi se store forbedringer på en del områder. Det er vi glade for og stolte over, men vi må på ingen måde hvile på laurbærbladene da der er rigtig lang vej at gå endnu. Nogle steder har de godt fat i forandringerne hvor der andre steder stort set ikke er sket noget nævneværdigt. På den politiske front er der også sket en del men igen langt fra nok. BFC´s vigtigste mål på den politiske front er stadig at få en formodningslovgivning som anerkender de kræfttyper hvor brandfolk er overrepræsenteret i som erhvervsbetingede. Det er kun ret og rimeligt og noget man allerede har gjort i mere end 50 stater og provinser (læs lande) verden over.
”Ingen skal blive syge af at gå på arbejde”
Men det bliver brandfolk altså. Desværre er en myndighed som Arbejdsmarkedets Erhvervs Sikring AES stærke modstandere af at hjælpe brandfolk og deres ord vægter ministrene desværre alt for højt.
Hvad med fremtiden?
Hos BFC har ikke tænkt os at give op. Vi vil fortsætte med at arbejde for brandfolkene og måske endda på visse områder skrue op for retorikken. Det tror vi desværre er nødvendigt for at fastholde og skubbe yderligere på i forhold til vores fokusområder og for at synliggøre problemstillinger. Der fokuseres ofte på se hvor meget vi gør for at minimere brandfolkenes udsættelse for skadelige og kræftfremkaldende stoffer så fokus på alt det der mangler eller slet ikke fokuseres på, kan forsvinde ud i tågerne. Det viser vores erfaring desværre. BFC er til stadighed afhængig af støttemedlemmer og sponsorater for at kunne arbejde. Der findes ca. 6.500 brandfolk her i landet og de burde (efter vores mening) bakke op om vores arbejde, ikke kun verbalt men også med er direkte støttemedlemsskab til 35 kr. om måneden, et beløb som alle burde kunne overse og som har været det samme igennem alle årene som BFC har eksisteret. Pårørende og alle andre som syntes vi laver et vigtigt arbejde for dem som redder os andre og aldrig giver op kan også blive støttemedlemmer og vi har gjort det meget nemt at melde sig ind. Følg dette link til vores indmeldelsesblanket, det tager kun få minutter hvis du har dit kreditkort ved hånden.
”Hvis tingene ikke er synlige, eksisterer de ikke og får ikke den opmærksomhed det fortjener”
BrandFolkenes Cancerforening
BFC årsberetninger og gældende vedtægter
BFC vedtægter
2024 – 2025 årsberetning
2023 – 2024 årsberetning
2022 – 2023 årsberetning
2021 – 2022 årsberetning
2019 – 2021 årsberetning
2018 – årsberetning
2017 – 2018 årsberetning
2016 – 2017 årsberetning
2015 – 2016 årsberetning
2014 – 1. årsberetning
Indsamlingsregnskab 2023
Lovpligtigt regnskab
Indsamlingsregnskab 2021
Lovpligtigt regnskab








